Som radiojournalist på DRs P1 har jeg i mange år arbejdet med de gode journalistiske historier for øret og som skrivende dyrket den fortællende journalistik på tryk – og det harmonerer rigtig godt med at være fortæller.
Jeg har været med i Ry Fortællekreds siden 2003 og fortæller eventyr, litterære historier – især Blicher – og fortællinger fra min egen historie-skattekiste. Jeg har været med i bestyrelsen for Moesgård Fortællefestival, der blev afholdt på det gamle museum uden for Aarhus i en årrække, og jeg har siden 2001 fortalt mange andre steder for børn og voksne, unge og gamle og i store og små forsamlinger.
Blicher på repertoiret
St. St. Blichers noveller har altid fascineret mig. Jeg er opvokset i Blichers landskab ved Viborg, og har travet egnen omkring Hald Hovedgård, Stanghede og Dollerup, hvor min far var skovfoged, tyndt som barn. Som voksen er der er de litterære og fortællemæssige kvaliteter i Blicher-historierne, der har fascineret mig. Og selvfølgelig det, at mange af novellerne er elementært gode historier. Jeg fortæller bl.a. Hosekræmmeren, Præsten i Vejlby, Skytten på Aunsbjerg, En landsbydegns dagbog og flere andre.
Fortællepatruljen- fortællinger i skolen
Jeg er også med i Fortællepatruljen i Aarhus, der har specialiseret i at fortælle for børn som led i undervisningen. Det kan være historier fra forskellige historiske epoker eller temahistorier f.eks. i anledningen af skolelovens 200-jubilæum osv. Fortællinger, som kan give en anderledes indfaldsvinke til stof, der måske ellers virker fjernt og kedeligt.
Fantastisk og – næsten – sandt
Endelige har jeg fascinerende og forunderlige skrøner fra min egen slægt på programmet: Historien om mine fattige tip-tipoldeforældre, der fandt et af Danmarks historiens fineste guldfund fra bronzealderen, mens de pløjede deres usle fæstelod på Borgbjerg Banke, og den utrolige men sande historie om, hvordan min oldefar Conrad Theodor Kisbye på den mest forunderlige måde blev blev reddet fra et skibsforlis på Det Sydkinesiske Hav af et skib, der hed Frederikke Christine lige som hans søster, hvis bryllup han var på vej hjem til.
Jeg tilpasser gerne min fortælling til tilhørerne. Kontakt mig for nærmere information:
Kontakt: Ulla Skovsbøl: Tlf. 22389254 skovsbol@hotmail.com